Lange weekender og en snarlig hjemrejse

Lige om lidt går vi ind i vores sidste måned her i Indonesien. Det er utrolig mærkeligt. To helt unikke, spændende men også hårde år kommer til sin ende. Vi har tasken fyldt op med oplevelser og rejser, og her den sidste måned bliver den endda fyldt lidt mere op.

Om en uge sidder vi nemlig i flyet mod Sydney, hvor vi har en uges ferie sammen. Vi er som sædvanlig liiiidt sent ude på planlægningsdelen, så hvad vi skal lave, og hvor vi skal hen, har vi stadig til gode at finde ud af. Og det er også helt fint – særligt med to små størrelser, der (om man vil det eller ej) sætter dagsordenen til en vis grad.

I weekenden tog vi på hotelophold syd for Jakarta, da mandag var helligdag for profeten Muhammeds opfaren til himmels. Dejlige grønne omgivelser, køligere temperaturer og ikke mindst frisk luft opvejede, at halvdelen af Jakarta havde fået samme idé og boede på samme hotel. Der var fuldt booket og et væld af mennesker. Men det gik fint med en baby, der fortsat sover 80% af tiden, og en dreng der blev underholdt af en træktur til hest, et besøg på en bondegård og lidt plaskeri i poolen.

Saga er nu ni uger gammel. Og hold op hvor tiden flyver. Det er sandt, når det siges, at andet barn bare bliver større hurtigere. Hun stortrives, smiler bredt lige indtil kl. 17, hvor hun lige skal skrige lidt over at være baby og sover derefter ligeså godt som Villads gjorde på samme alder. Vi er knagme heldige.

Billeder skal I ikke snydes for (og de korte nyheder nederst)..

Jakarta Aquarium
Weekend i Bogor
..og lidt fra mobilen

De korte nyheder

Vi har bestilt vores rejse til Danmark og lander d. 1. Juni i København.

Vi flyver hjem fra Sydney d. 10. Maj, hvor Villads fylder to år. Dermed blev vores tur til Lombok sidste gang, han kunne rejse med gratis.

Børnene skal fotograferes til den nette sum á 750 kr.

Bilen bliver forsøgt solgt denne weekend.

Vi overvejer om vi skal rejse til Malaysia den sidste weekend i maj for at tage i Legoland (sig goddag til Familien Danmark).

Reklamer