Forskud på nytåret

wp-1481177290912.jpg

Igår var en helt almindelig onsdag. Og så alligevel ikke. I hvert fald kiggede tjenerne afventende på os, da vi til deres spørgsmål “what is the occasion” kiggede lidt undrende på hinanden og trak på skuldrene. Men der var jo en anledning.

Nogle timer tidligere kørte Camilla med vores chauffør (altså omvendt – han kørte) ind til ambassaden. Her skulle vi hente Jacob og videre i klinikken til en scanning. Som gravid i Indonesien bliver man frem til 3. trimester scannet hver 4. uge og derefter hver 2. uge frem til fødslen. Absolut en pengemaskine, som vi også skrev om her, men ikke desto mindre særdeles betryggende i et land med forekomst af zika virussen. Og netop det var på dagsordenen, da vi først nu, ved indgangen til 3. trimester, vil kunne se forandringer på hjernen som følge af zika, skulle det være tilfældet.

Scanningen gik godt, og proportionerne er stadig lige som de skal være.

Så mens Villads var blevet hjemme ved Ibu Muji, hoppede vi i elevatoren i det nærliggende indkøbscenter, trykkede 46 og kørte opad. Restauranten Salt and Grill på 46. etage bød på et overdådigt menukort og ikke mindst en fantastisk, nærmest terapeutisk, udsigt over byens travle liv. Vi fandt hurtigt ud af, at vi skulle bruge timer på at  beslutte os for én ret og gik istedet efter deres 7 retters menu. Og nok derfor blev vi af de 8 (eller flere) forskellige tjenere stillet det samme spørgsmål. En veloverstået scanning og en børnefri aften var anledningen, men i virkeligheden blev vi enige om, at dette ligeså vel kunne være vores nytårsaften. På samme måde som vi altid har spist ude til nytår, inden Villads blev født.

Nytår i år kommer nemlig til at foregå sådan, at vi lander i lufthavnen d. 31 kl. 22 og derfra sætter kurs hjemad med en forhåbentlig sovende dreng i autostolen. Sidste år vågnede han ikke af byens larm og fyrværkeri, men med den størrelse er der ingen garantier.

Reklamer