At rejse med børn

Børn er så meget sagt (endnu). Der skulle nok bare stå barn. Ikke desto mindre er flere i vores venneflok ved at følge trop på familieforøgelsen, og det har af flere omgange ledt til spørgsmålet “hvordan er det at rejse med et barn?” Det vil vi forsøge at svare på.

Hvad kan gå galt

Ærligt talt? Det er et spørgsmål, der er værd at stille sig selv, og hvis svarene overstiger, det man magter, så skal man måske tænke sig om. Men i virkeligheden er der ikke særlig meget, der kan gå galt.

I vores tilfælde har ipads eller anden elektronik aldrig virket. Og gør det stadig ikke. Så vi er kommet op med alternativer på flyturene som at kigge i flymagasiner eller studere sikkerhedsfolderen (hvor er flyvemaskine, hvor er rutsjebane (læs: nødudgang – meget ukorrekt, det ved vi) hvor er baby, hvor er telefon osv.), gå rundt og hilse på de andre passagerer eller sove. I virkeligheden har flyturene altid haft en særdeles søvndyssende effekt på vores dreng, så langt størstedelen af tiden i luften er gået med lukkede øjne. Det skal dog siges: tag også noget velkendt med. En bamse eller en musikuro når de er små og en bog eller noget yndlingslegetøj, når de bliver lidt større.

På de lange ture er det, for os, vigtigt at indstille os på, at vi ikke kommer til at sove, når vi er trætte, men når Villads er træt. Men det varierer ikke så voldsomt fra selve præmissen ved at få børn. Selvfølgelig er der den “hage” at børn under to år skal sidde ved forælderen as long as the seat belt sign is switched on, og har der ikke været mulighed for at rykke os rundt, så vi fik et ekstra sæde mellem os, så har han helt simpelt bare sovet hen over vores ben. Jeg så forleden et billede af en anden rejselysten familie, der lod deres to børn sove på gulvet foran dem. Whatever works. Og ja, der kommer til at være situationer, som for ungerne leder til frustration og gråd (fx. når flyselskabet prøver at vende døgnet for én ved at lade lyset være tændt til kl. 24 eller omvendt først serverer morgenmad, når klokken har passeret 10) men der er ikke andet for end at slå koldt vand i blodet og berolige, trøste og aflede.

De erfarne uerfarne

Vores rejseerfaring begrænser sig til ét barn. ET. Og det er pokkers nemt for oftest er man to forældre på rejsen, så man kan tage over for hinanden, når man ikke lige magter at læse om flyets sikkerhed på tredje time, sige hej til de samme 50 mennesker på gangen igen eller bare virkelig gerne vil sove. Ikke desto mindre har vi rejst meget i den konstellation.

Vi rejste et døgn (++) med Villads da han var

  • 2,5 måned
  • 5 måneder 
  • 11 måneder og
  • 15 måneder

Dertil har vi haft kortere ture til Singapore, Hong Kong og indenrigsflyvninger i Indonesien på mellem 2-6 timer, da han var

  • 7 måneder
  • 9 måneder
  • 10 måneder
  • 14 måneder
  • 16 måneder
  • 17 måneder
  • 18 måneder

Når vi tænker over det, er det faktisk svært at sige, at én alder er bedre end en anden ift. rejser. Som spædbørn sover de mere. Det er let. Og oftest kan skrig i den alder kureres med en tår mælk. Det er sådan set de eneste gange Villads er blevet såkaldt “trøsteammet” i vores karriere. Men fra de er 6 måneder begynder de at vende opmærksomheden udad og synes pludselig at alt er meget spændende. Og uden at vi skal gå dybere ind i børnepsykologi, så går det derfra i en lineær kurve opad. Turene med en på ca. 1,5 år har indtil videre været de sjoveste – måske også de mest krævende men på en virkelig god måde. Nok bliver der sovet mindre end som spæd, men så bliver der til gengæld snakket med andre børn og voksne, gangen traves tynd, skilte peges ud og alt er spændende. Selv at ligge på puslebordet på det ultra minimalistiske toilet.

Hvorfor blive hjemme?

Uanset alder så er barnet glad, når det er med sine forældre. Om det er på en lang flyrejse, på en strand, i en fremmed storby, ja hvor end, så har vi aldrig oplevet, at Villads blev utilpas fremmede steder eller ændrede adfærd. Tværtimod. På de ture får han lov at sove i smørhullet (mellem os i sengen, à bientôt parforhold) fra det øjeblik han bliver puttet. Det får ham til at sove meget bedre. Der er også mange nye indtryk, som virker søvndyssende, så en middagslur kan godt klares i klapvognen, på skødet i en taxa, på en solseng i skyggen eller sågar i en rokkende båd mod Gili Air. Det er ikke vanskeligt.

Vi håber vores erfaring med at rejse med et barn kan bruges til noget og måske endda skubbe i retningen af at komme afsted. Vi står selvfølgelig i en situation, hvor disse rejser snarere er et vilkår end et tilvalg, hvorfor vi måske går til “opgaven” på en anden måde. Men kort sagt kan et par timers køretur i en bil med et fastspændt barn ofte være langt sværere end hvilken som helst flytur.

Spørg løs, hvis der er noget, vi kan uddybe.

Kærlig hilsen Camilla og Jacob


 

Advertisements