Et valg er altid et fravalg

Som vordende mor til barn nummer to, der i øvrigt stadig er på barsel/orlov (kært barn mange navne) fra den første, er det interessant at følge debatten om barsel i Danmark. For et års barsel er blevet til en (u)naturlig selvfølge, samfundets forventning, den eneste måde hvorpå man signalerer, at man vil sit barn og på den måde lever op til den gode morrolle. Og det er jeg direkte uenig i.

Berlingske har netop udgivet denne artikel om en advokat, der valgte at tage en uges barsel for derefter at vende tilbage til hendes virksomhed. Kun muligt med stor hjælp fra bedsteforældrene. Det er interessant, for jeg ser ikke hende som en dårligere mor, end de der gladelig vælger 12-14 måneder hjemme med barnet. Betyder det noget for tilknytningen? Næppe i det lange løb. Jeg mener oprigtigt, at en god mor er en glad mor.

Jeg står selv i en situation, hvor jeg ikke er berettiget barsel, når vi atter returnerer til Danmark. Det gør vi når baby 2 er fire måneder gammel. Om jeg så var berettiget barsel, så ville jeg alligevel sidde med de samme overvejelser om, hvornår jeg kan “tillade” mig at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Hvis jeg vælger at gøre det, når barnet er et halvt år, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det vil blive set skævt til, da det ligger uden for den gængse mor-norm. Men hånden på hjertet, så har jeg ærligt talt fået min portion barsel, og jeg savner mere indhold end blot blestørrelser, tandfrembrud, tigerspring og hjemmelavet mos. Indhold som jeg ved, mit arbejde vil kunne give mig.

Som artiklen understreger: et valg er altid et fravalg. Og det synes jeg er ekstremt vigtigt at have for øje. Et valg om barsel er også et fravalg af arbejde og professionel udvikling. Det er blevet fravalgt disse to år i Indonesien, og jeg overvejer stærkt hvor lang tid længere, jeg har lyst til at fravælge det.

20160913_131832.jpg

 

Reklamer