Javanesisk idyl

Inden weekenden kiggede vi på et kort over Indonesien og tænkte “hvor langt væk kan vi køre på en weekend?” – svaret blev Ujung Kulon i det sydvestlige hjørne af Java. GPS’en og Tripadvisor var begge enige om, at det ville tage 5-6 timer at nå frem. Så med krydsede fingre satte vi os bag rattet og kørte afsted fredag eftermiddag.

Skærmbillede 2016-06-26 kl. 14.28.07

Indonesien er heldigvis så langt fremme teknologisk, at vi kunne bruge køreturen dertil på at aftale værelse og aftensmad med hotellet via SMS-app’en Whatsapp. Vi var hurtigt ude af Jakarta, og først da vi kørte af hovedvejen, blev det udfordrende. Derfra skulle vi sydpå gennem to bjergpas på veje af varierende kvalitet med et hav af scootere.  Et hav. Sagt på en pæn måde så blev chaufføren i hvert fald ikke mindre gråhåret af den del af ruten. Det føltes ærligt talt som held, at vi ikke ramte ind i en eneste af de utilregnelige, halvdøve, slalomkørende scottere. Lige præcis fem og halv time senere forcerede vi rutens sidste og sværeste strækning; en grusvej med meter store huller og nåede så frem til Honje Ecolodge, hvor vi skulle bo. I toppen af et træ indkvarterede vi os i en hytte med uforstyrret udsigt til havet. Det var allerede mørkt, så vi gik i seng til lyden af bølger og glædede os til at solen skulle stå op.

Næste morgen stod vi op til denne udsigt…

På altanen spiste vi morgenmad indo-style bestående af rischips, nasi goreng (risret) og kylling. Vores lille asiat af en dreng foretrak ligefrem denne menu fremfor den medbragte havregrød. Hvordan skal det ikke gå, når vi skal flytte hjem til kartoffel landet Danmark? Klokken 8 tog vi vandreskoene på og satte Villads i bærerygsækken med kurs mod et nærliggende vandfald. Vi gik gennem den lokale landsby bestående af rattan hytter, løsgående dyr og bananplantager, før vi nåede et vandløb. Ruten derfra foregik i vand. Man kan sige meget, men det er da én måde at komme frem til et vandfald på. Vores lokale guide forsøgte sig som fotograf og lagde ud med at tage et par halvskæve selfies, indtil vi fik forklaret, at kameraet skulle vendes om.

Turen fortsatte videre gennem skoven og ud i deres rismarker. Billederne får lov at tale for sig selv. I horisonten kunne vi se det turkisblå hav, som fuldendte den helt unikke naturoplevelse.

Om eftermiddagen skulle vi til en nærliggende ø for at snorkle. Nogle mænd var kommet til hotellet og baksede med en båd, der lå med bunden opad, og en motor, der ikke var sat på. Så det kom ikke bag på os, da vi fik at vide, at de blev en time forsinket. Men afsted kom vi. Fremme ved øen bad vi om snorkeludstyret for at finde ud af, at de havde glemt det på hotellet. Well well. De sejlede tilbage efter det, og  vi brugte tiden på at bade og forsøge at overbevise Villads om, at sand ikke er så slemt. Jacob snorklede lidt mens vores to bådmænd kæderøg i skyggen. Under ramadanen både faster, tørster og afholder man sig fra rygning. Men ikke når man er på en øde ø.

DSCF1075


De korte nyheder

På fredag kommer første rykind gæster og på næste mandag tager vi til Bali i en uge

I weekenden kørte Jacob fra Jakarta (en rute på 186 km) og Camilla tilbage til Jakarta (kystruten på 220 km) – gæt selv, hvem der havde den hurtigste tid?

Vores ansatte har to ugers ferie i forbindelse med Idul Fitri

Dette er indlæg nummer 50(!) på bloggen

Reklamer