“In the jungle”

Gunung Mas
Med D-A-D i højttalerne, taskerne pakket og højt humør på forsæde såvel som bagsæde satte vi i lørdags kurs sydpå. Halvanden times køretur skulle hurtigt erstatte skyskrabere og bilos med bjerge og frisk luft. Ah frisk luft. Hver gang vi kører en tur ud af byen, slår vi os selv på låret over, at vi ikke gør det oftere. Som I nok har læst så mange gange her på bloggen, så er det primært den friske luft og naturen, vi til dagligt savner, når vi bor i Jakarta. Luftforureningen i byen er alarmerende høj og er faktisk blevet målt til langt over sundhedsskadelig niveau. Af samme grund lagde vi ud med et par dybe vejrtrækninger, da vi trådte ud af bilen i Puncak ved deres store teplantage Gunung Mas. Her ventede os opsadlede heste og en times ridetur i det betagende landskab. Så langt øjet rakte kunne vi se temarker, der strakte sig op ad bjergsiderne, med kvinder der plukkede teblade og bar hatte så brede som paraplyer. Villads sad i bæreselen på maven af Camilla og lod til at affinde sig helt med dette koncept. Rideturen gav os flashback til den tur vi red i Bole Mountains i Etiopien i 2011 med det kuperede terræn og de spinkle men stærke ponyer. Da turen var ovre og den mindste havde klappet og vinket farvel til alle hestene ti gange, fortsatte vi turen om på den anden side af bjerget, hvor vi indlogerede os på Novus Giri Resort. Fra vores værelse havde vi uforstyrret udsigt til de omkringliggende marker og bjerge med en temperatur, der endda tillod, at altandøren stod åben.


På afveje med Google Maps
Næste morgen satte vi atter kurs mod Jakarta. På GPS’en fik Camilla øje på et vandfald, der lå fem kilometer fra hovedvejen. Med en sovende dreng på bagsædet og (lidt for) kæphøje udmeldninger som “vejen kan umuligt være værre end Jakartas jalan tikus” og “det ligner, at man kan køre helt derhen” tog vi en hurtig beslutning og drejede af. Google Maps skal have credit for at gøre os opmærksom på stedet. Og for at finde den korteste rute. Den KORTESTE. Men med den korteste rute menes ikke den mest farbare. Vores bil kunne med nød klemme sig gennem gyder af huse med en vejhældning (ja, heldigvis gik det nedad, da det var værst) på 20-30% og et underlag med så store huller, at selv Ugandas veje ikke kunne følge med. For første gang kom vores store firehjulstrækker af en bil til sin ret. De lokale kiggede undrende på os og enkelte flyttede sig slet ikke fra vejen, som om de havde givet op på vores vegne. Men et par kilometer senere nåede vi en asfalteret vej og åndede lettede op.
Endelig fremme ved destinationen blev vi ikke mødt af et vandfald men af en park med hele syv vandfald. På oversigtskortet kunne vi se forskellige ruter, hvor den længste ville tage 1,5 time. Og ruten startede godt. De havde lavet stier med trapper af kampesten, som let kunne forceres med Villads på skuldrene og vores upraktiske fodtøj. Derefter blev det sværere, og trappetrin blev erstattet af trærødder og til sidst en halv meter høje kampesten. Det lykkedes os dog at komme helskindet rundt til fire forskellige vandfald. Det sidste vandfald kunne man bade ved (hvis man ellers har det fint med 12°c koldt vand), men vi gik blot i til knæhøjde og tog dagens sidste billede, inden kameraet løb tør for strøm.
Vi blev efterfølgende enige om, at det var godt vores skepsis ikke toppede samtidigt, da det nok havde resulteret i en tilbagetrækning. Heldigvis toppede Jacobs skepsis i bilen på vej dertil, mens Camillas toppede, da vi kravlede op ad glatte, store sten med en dreng på armen, og derfor blev det en absolut uforventet og meget positiv oplevelse.


De korte nyheder

Villads har lært at sige “moar”

Jacobs udsendelse ophører medio 2017, som led i udfasning af udviklingsprogrammet

Jacob har nu, helt ukritisk, købt et års abonnement til TV2 for at kunne se EM kampe live

Det er nu afgjort at vores bryllup bliver d. 1.7.17 på Restaurant Knapp ved Åbenrå

Reklamer