En hospitalsoplevelse

2016 startede ikke helt, som vi havde planlagt det. Allerede tidligt om morgenen d. 1 januar sad vi i klinikken til en akut lægetid med en syg dreng. Dette gentog sig de følgende to dage, og da han efter tre dages behandling blot havde fået det dårligere, var der ikke andet at gøre end at lade os indlægge.

Medistra Hospital, som er Jakartas bedste hospital, tog i mod os i deres akutte modtagelse og konstaterede på lige fod med forrige læger, at der var tale om en virus infektion i lungerne. De opstartede iltbehandling, inhalationer og anlagde drop til væsketerapi i tillæg til den medicin han i forvejen fik. Villads fulgte med store øjne alt, det der skete omkring ham og var imponerende tapper og samarbejdsvillig.

Indlæggelsen efterlod mange indtryk særligt for et sæt bekymrede forældre, der var oppe på tæerne for at sikre relevant behandling under hele indlæggelsen. Det er ikke partout en selvfølge her. Så da der efter to dages indlæggelse med ovennævnte behandling blot var forværring at spore, tog bekymringen til, og enkelte katastrofetanker undslap os heller ikke. Under hele forløbet havde vi en dansk børnelæge med på råd for at sikre, at dels behandlingen og planen for Villads var, som det skulle være. Og det var den. Langt hen af vejen. Men kapaciteten og kompetencerne i Indonesien er ikke svarende til dansk standard. Efter fem dages behandling uden bedring var beskeden fra den danske læge klar; skulle Villads blive bedre, så ville man i Danmark iværksætte hhv. CPAP (en iltmaske med modstand, som udvider lungerne og stimulerer hosterefleksen) samt sugning i svælget ligeledes for at mobilisere mængderne af slim i lungerne. CPAP kunne de ikke tilbyde og sugning ville de ikke tilbyde her. Vi kunne selvfølgelig ikke acceptere deres nej, og gennem (daglige) lange og svære argumentationer med en nogenlunde høj sprogbarriere, gik de med til at suge Villads. Det var nok ikke blevet gennemført, hvis ikke det var fordi, at den danske læge hang i røret til den indonesiske overlæge og ligeledes talte Villads’ sag.

Herefter stabiliserede han sig. En dag var han hverken blevet værre eller bedre, og den følgende dag var han blevet god nok til at kunne undvære sin iltmaske. Efter 1,5 døgn uden ekstra ilt fik vi grønt lys til at tage hjem. Meget lettede. Det var om muligt sværere for os end Villads at være bundet til en seng pga. iv slanger og iltmaske i fem døgn. Ja, vi ligefrem nød den stillestående og tætte trafik på vej hjem torsdag eftermiddag.

Vi har været hjemme tre dage, og vi har ikke oplevet Villads så glad før, som han er de her dage. Han klapper, vinker, danser til musikken i radioen og spreder om sig med knus og latter. Det er en sand fornøjelse at se ham så veltilpas.

Til trods for den lidt turbulente start på året, er der selvfølgelig stadig plads til nogle helt banale korte nyheder..

De korte nyheder

Pga. de store regnmængder her i regntiden har loftet i køkkenet fået en vandskade, så loftet skal skiftes i morgen.

Vi har grillet de sidste to aftener.

Den nye sikkerhedsrådgiver på ambassaden, Jacob, har været på besøg, og vi glæder os til, at han kommer tilbage med familien (heriblandt en nyfødt) til marts.

Vores bil er en Mitshubishi Pajero. Pajero på spansk betyder onani, og ifølge vores spanske nabo, Roberto, har de derfor i Spanien ændret navnet Pajero til Prado.

Overlægen på børneafdelingen på Medistra Hospital hed Dr. Vonny – udtales “Dr. Funny”

Ikke en gang under indlæggelsen forsøgte Villads at rykke hverken iltmasken eller dropslangen ud (www.stolteforældre.dk)

Glad for at slippe for iltmasken

Nu vil jeg gerne hjem

Velkommen hjem, Villads