Morboblen

Vores vidunderlige søn er kommet til verden. Han valgte at komme tre uger før tid på mors dag – en dato der passer min tal OCD umådeligt godt!
Jeg vil undlade at prale for meget (a la han sover virkelig godt, han har været mega sej til at tage på, han er den nemmeste at have med til indonesisk undervisning osv osv) men bare holde det til en liste af ting, der er kommet bag på mig i hele det her skifte. For ligeså meget som det er en babyboble, hvor det handler om bleskift, amme interval, hvor den nærmeste stofble er og om pusletasken er pakket, så er det i den grad også en MORboble, hvor man selv skal finde sig til rette i den nye ammende, trøstende, børnesange syngende rolle.

Det havde jeg ikke troet om mig selv

: at jeg ville begynde at omtale mig selv i tredje person
: at jeg pludselig ikke synes at gylp, snot og bussemænd er ulækkert, så længe det kommer fra min egen søn
: at jeg ville blive en løvemor
: at jeg får ondt i maven over vaccinationer, når den lille også skal stikkes
: at jeg kommunikerer (i tredje person) om mig selv til barnets far (i tredje person) fx “vil far give mor et glas vand” – ikke så charmerende, I know
: at jeg pludselig synes det er helt fint, at barnet bruger sut, så længe jeg får ro (principperne går af fløjten)
: at jeg ville tage det så let at blive vækket om natten
: at det ville blive svært at affinde sig med ikke at have førsteret til min krop
: at jeg får ondt i maven af savn efter et kort, men højst nødvendigt, besøg hos frisøren (er ikke helt undsluppet symbiosen)

Men til det allermest interessante: billeder.

Om bare tre uger sidder vi i flyet med retning mod Jakarta. Vi glæder os rigtig meget til at se, hvilken verden der venter os. De andre danske udstationerede vi har haft mulighed for at møde, ser vi frem til at bruge meget mere tid med. Alt godt her fra amme verdenen.

Reklamer