Yarnfreak tæppe


Selvom det har været påske i familiens skød, med alt hvad det indebærer af påskefrokoster, strandkørsel på Rømø og diverse familevisit, har hæklenålene alligevel glødet lidt. Det er svært at lade dem ligge. Denne gang var det nål nr. 10 og tre farver zpagetti garn, som tilsammen skulle blive til et rundt gulvtæppe. Ideelt til et børneværelse eller bare i en krog af en stue.

Jeg har fundet inspiration hos Yarnfreak, som viser, hvordan man får stangmasker og farveskift til at gå op i en højere enhed. Alternativt kan man hækle i spiral, men på den måde vil netop farveskiftene blive meget tydelige, hvilket er lidt ærgerligt. Hemmeligheden er blot, at man afslutter sin runde af stangmasker efter hver omgang. Det der tog mig længst tid var sådan set at finde garn i de rigtige farver. Det fine ved zpagetti garn er, at det varierer en del i tykkelse, så tæppet bliver en smule ujævnt men mere levende at se på i min optik. For at glatte tæppet ud, har jeg til sidst dampet det med et vådt viskestykke og et strygejern, og i skrivende stund presses det af to træplader, så det får en jævn rund facon.

Advertisements