Fra et liv til et andet

Vækkeuret ringer om morgenen. Vi står op, nogen mere snaksaglige end andre, hopper  i tøjet og spiser vores morgenmad. Jeg er ude af døren inden for 15-20 min, mens Jacob kan tillade sig at spise langsom morgenmad (brød) og derefter iklæde sig dagens outfit. Nedenfor opgangen står en hær af cykler. Min står altid nærmest døren, så jeg kan komme hurtigt afsted. Den kunne godt trænge til en cykelvask efter mange måneder med regn og snavs. Men det bliver bare ikke lige i dag. Efter en halv times cykeltur i hver vores retning, venter der en dags arbejde. 8 timer i kitlen for mit vedkommende og alt mellem 8-12+ i embedsværket for Jacobs. Hjemme igen i lejligheden bliver vinterstøvlerne smidt i gangen på et gammelt og efterhånden tilsandet eksemplar af Weekendavisen. Det er heldigvis stadig lyst udenfor, og man fornemmer foråret. Men haven, som vi har udsigt til fra stuen, er endnu ikke sprunget ud, så de eneste farver, vi kan se dernede, er de mange usmagelige hundedragter, som de ældre damer (med matchende jakker!) iklæder de små uskyldige ofre. Nogle har endda sko på. Aftensmaden bliver lavet, og hvis den ikke står på fodboldtræning for Jacob, så er der næsten med garanti en kamp i tv’et og ellers den nye sæson af House of Cards. Det er vores hverdag. Og sådan har det været, siden vi flyttede sammen i 2008, hvor studielivet og alt hvad det indebar af sociale foreninger og træning til kapsejlads (hvis man ikke ved, hvad det er, er her en kort video), blot er erstattet af et spændende arbejde og en ny by.

Lige om lidt er det farvel til vores 2 værelses andelslejlighed på Frederiksberg, vores daglige cykelture og ikke mindst den ukomplicerede tosomhed og goddag til familieliv med barn, et hus med fire værelser, en bil og tre ansatte (en gartner, en chauffør og en hushjælp).Vi skal tage stilling til om det at bo i et hus, hvor haven består af 90% swimmingpool, er en tiltalende idé med en baby, og hvor mange ansatte vi egentlig har behov for. Til et før-udsendelses kursus i går, skulle vi drøfte, hvordan man bedst kan håndtere en udstationering som psykisk belastning. Facebook blev nævnt som et rigtig godt redskab til at holde kontakten ved lige, men for især teenagere (understreget) kan det have den modsatte effekt, da der er fare for at hænge fast i det liv, man er rejst fra via Facebook opdateringer og grupper. Jacob og jeg skævede lidt til hinanden, da det ligeså vel kunne være os, der blev talt om.

Man kan godt blive en smule panisk/nostalgisk ved sådan en omvæltning. I hvert fald sidder jeg i skrivende stund og bladrer gennem albummet, hvor vi til kapsejlads i Århus, med hver vores festforening, skulle lære at bunde en øl på 4 sekunder, dreje ti gange rundt og forsøge at undgå at ramme ned i en af Danmarks mest forurenede søer (det lykkedes i øvrigt for både Jacob og jeg).

Nyd et par billeder derfra!

Reklamer